Almindelige bemærkninger

Formålet med den foreslåede fristforlængelse for fastsættelsen af udskrivningsprocenter for landsskat og særlig landsskat fra inden 1. november til inden 1. december skal ses i sammenhæng med en forventet ændring af landstingets forretningsorden, der medfører at efterårssamlingens start udskydes med op til 14 dage. Da efterårssamlingens varighed imidlertid ikke ønskes indskrænket, er det nødvendigt at udskyde fristen for fastsættelsen af udskrivningsprocenten for landsskat og særlig landsskat (finansloven).

Landstingsloven om Grønlands Hjemmestyres budget, § 10 vil tilsvarende blive foreslået ændret.

Det bemærkes, at de kommunale udskrivningprocenter (de kommunale budgetter) ligeledes skal vedtages inden den 1. december. Da der således bliver datosammenfald, bliver behovet for koordinering med kommunerne i løbet af budgetprocessen øget. I praksis gælder det for indgåelse af aftaler om bloktilskud fra Hjemmestyret til kommunerne og på anlægsområdet. På sidstnævnte område er der inden for flere sektorer delt finansiering mellem kommunerne og Hjemmestyret.

Forslaget har ingen provenumæssige virkninger, og forventes ikke af have administrative konsekvenser.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Fristen "inden 1. november" i § 27, stk. 2 og § 29, stk. 2 foreslås forlænget til "inden 1. december".


Til § 2

Det foreslås, at landstingsloven skal træde i kraft den 1. juni 2000, og dermed få virkning første gang ved fastsættelsen af udskrivningsprocenten for landsskat og udskrivningsprocenten for særlig landsskat for indkomståret 2001.